Sparket og slået i bussen
Ung mand blev offer for umotiveret overfald
Fredag den 6. juni blev 24-årige Tobias Ruhnke overfaldet i en bybus på vej mod Brabrand i det vestlige Aarhus.
Han og hans kæreste havde været ude og fejre hans fødselsdag og var på hjem til deres værelse på Skjoldhøjkollegiet.
Parret satte sig langt tilbage i bussen og kyssede hinanden. Midt under kysset blev de pludselig spyttet i ansigtet af en ung mand, som var en del af en gruppe på flere mænd:
- Jeg går hen til ham og spørger: "Hvad fanden.. Hvorfor spytter du på os?". Så spørger han om, vi skal tage den udenfor. Jeg siger nej og beder ham igen om en forklaring, og så får jeg en knytnæve lige i ansigtet. Kammeraten ved siden af ham, giver også en knytnæve med det samme, siger Tobias Ruhnke til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Et slag blev hurtigt til flere, og den ene af mændene løftede sig derefter op i stangen i bussen og sparkede Tobias Ruhnke i hovedet, mens en anden mand slog ham.
Buschafføren stoppede bussen, og de unge mænd løb deres vej. I dag er parret skuffede over, at ingen af passagerne valgte at reagere:
- Der var ikke nogen, der ringede til politiet. Der var ikke nogen, der gik til buschaufføren. De sad bare alle stille, siger Tobias Ruhnke.
Overfaldet skete i buslinje 4A, der er en af de ruter, som Busselskabet Aarhus Sporveje har haft problemer med. Linje 4A er sammen med linje 3A blandt de mest belastede ruter blandt de aarhusianske bybusser, oplyser busselskabet. Tidligere på året blev der flere gange kastet med sten mod linje 3A.
Efter det voldsomme overfald tør hverken Tobias Ruhnke eller hans kæreste at køre med bus igen.
Hør hele historien om overfaldet i bussen øverst på siden, hvor du blandt andet kan høre, hvad busselskabet vil gøre ved sagen.