Sparket i maven efter røveri
16-årig anholdt efter overfald på åben gade
En 19-årig mand fik en temmelig ublid medfart, da han natten til tirsdag blev frarøvet sin iPhone på åben gade i Aarhus.
Ifølge politiet lånte manden sin telefon ud til to mænd, som han ikke kendte på forhånd.
I stedet for at aflevere telefonen tilbage, stak de to fremmede imidlertid af med den 19-åriges telefon.
Bremset af 16-årig
Den 19-årige forsøgte i første omgang at løbe efter de to gerningsmænd. Han blev dog bremset af en 16-årig dreng, der forhindrede ham i at fortsætte forfølgelsen.
Ifølge Østjyllands Politi sparkede den 16-årig medgerningsmand den 19-årige mand i maven og truede ham med en flaske, så han ikke kunne følge efter de to iPhone-tyve.
- Sammen med et vidne tilbageholdt den 19-årige mand en af gerningsmændene, indtil en patrulje nåede frem, oplyser politiet.
Den 16-årige gerningsmand blev anholdt i Østergade kort før kl. 3. Politiet overvejer, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.