Spareplan skriger til himlen

Hvis forslag til besparelser godkendes, skal distrikter nedlægges og personalet reduceres

02:37

1 af 2

Fredag fremlagde direktørerne i Aarhus Kommune en lang række forslag til, hvor man kan finde de nødvendige besparelser i kommunen for, at budgettet går op.

Baggrunden for spareplanen er, at regeringen har pålagt landets kommuner at finde besparelser, det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvilket betyder, at Aarhus Kommune skal finde 974 mio. kroner i budgettet frem mod 2019.

Det sparekrav kommer blandt andet til at gå ud over ældreområdet, da forvaltningen for Sundhed og Omsorg er tvunget til at spare 222 mio. kroner frem til 2019.

Forslagene til besparelser omfatter blandt andet lukning af to af byens 37 lokalcentre og en reducering fra ni til syv lokalområder.

Det vil betyde, at 190 stillinger skal nedlægges frem mod 2019.

- Det er grotesk, at vi skal igennem sådan en sparerunde, som betyder, at kommuner skal spare så mange penge, som så måske skal bruges til skattelettelser. Det skriger til himlen i en tid, hvor vi ved, at ældre trænger til mere hjælp og unge til bedre pasning, siger formand for FOA Aarhus, Kirsten Normann Andersen.

Få overblikket: Sådan skal der spares i Aarhus Kommune

Formanden mener ikke, at der er plads til at spare mere på ældreplejen.

- Der er sjældent nok fast personale, og der er ikke ressourcer nok til at skabe ro og stabilitet, siger hun.

Udover at spare på personalet, lægger forslaget også op til, at de ældre skal være mere selvhjulpne.

- Vi har hele tiden forsøgt at gøre tingene så smart som muligt, så hvis ikke man kan gøre det smartere eller vi ikke kan hjælpe de ældre med at blive mere selvhjulpne, så betyder det kun én ting, og det er at personalet skal løbe stærkere, siger Kirsten Normann Andersen.

Se hele interviewet med formanden for FOA Aarhus i tv-indlaget ovenfor.