Sovende mand snuppet for indbrud

En sovende mand blev fundet i besiddelse af tyvekoster

Foto: Google Maps

En 26-årig mand fra Risskov blev søndag eftermiddag anholdt og sigtet få indbrud begået på Solhvervsvej i det nordlige Aarhus.

Manden blev fundet på Gøteborg Allé cirka en kilometer fra Solhvervsvej, hvor han lå at sov.

Det var ambulancepersonale, der var blevet sendt ud til manden, da han lå og sov på gaden.

Da de tilså ham, opdagede de, at der stak tre pas op ad lommen på ham.

- Ambulancefolkene kontaktede derfor politiet, og vi tog kontakt til personerne, som passene tilhørte. De, en familie, havde været udsat for indbrud, hvor passene var forsvundet, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Derudover var den 26-årige mand ifølge Østjyllands Politi også i besiddelse af en taske med tyvekoster fra indbruddet hos familien på Solhvervsvej.

- Både tasken og indholdet var familiens. Der var blandt andet alkohol, mad og smykker i tasken, siger Marianne Morgen.

Den 26-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, og familien fik sine ejendele leveret tilbage.