Sovende demente på plejehjem i Aarhus bliver nu overvåget
44 frikommuner kan nu søge om lov til at overvåge demente om natten på plejehjem som forsøg
Fra 1. juli har landets 44 frikommuner kunnet søge om at indføre natteovervågning på plejehjem af borgere, der har en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Aarhus er en af de kommuner, der nu får lov til at overvåge de sovende demente.
Det skriver DR.
Læs også
I første omgang er det i forsøg på fire år, hvor visse frikommuner kan søge.
Det gælder et netværk om bedre styring af udgifter på det specialiserede socialområde. Netværket omfatter Favrskov, Herning, Holstebro, Randers, Silkeborg, Skive og Aabenraa Kommuner.
Desuden gælder det et netværk af sammenhængende indsats på tværs af sektorer. Det netværk omfatter kommunerne Esbjerg, København, Odense, Randers og Aarhus.
Hidtil har demente på plejehjem to-tre gange hver nat fået besøg af personale. Det forstyrrer deres nattesøvn og kan i værste fald forkorte deres levetid.
Giver nattero for borgeren
Det fortæller Jette Skive (DF), der er rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune.
- Det giver nattero for den enkelte borger, at man ikke kommer ind og vækker dem, og vi ved også, at det er sundhedsfremmende for folk med Alzheimers, at de ikke skal vækkes om natten, siger rådmanden til DR.
I Aarhus har to plejehjem fået lov at deltage i forsøget. Men flere plejehjem står i kø, fortæller Jette Skive.
Krænkelse af privatlivets fred
Hidtil har demente skullet tillade, at personale overvåger dem om natten. Nu kan den nærmeste pårørende eller en værge godkende overvågningen. Der kan ikke overvåges, hvis den demente selv siger fra.
SF stemte imod forsøget i frikommunerne.
- Jeg synes, at det er en krænkelse af privatlivets fred, siger SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, til DR.
- Og jeg synes også, at det er en krænkelse af det personale, som faktisk skal hjælpe borgerne, at de kan videoovervåges imens.
Sosu-assistenter er imod
Fagforeningen FOA med tusinder af sosu-assistenter som medlemmer er også imod.
- Som dement har man også krav på privatliv, og der er jo heller ikke nogen af os, som ville bryde os om at blive overvåget i vores lejlighed, siger Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social og sundhedssektoren i FOA.
På rehabiliteringscenteret Vikærgården i Aarhus har seks værelser sensorer i gulvene, som kan overvåge beboerne og registrere, hvis en beboer falder.
Teknologi for deres eget bedste
Det fortalte ergoterapeut og ekspert i velfærdsteknologi Monica Ekström til DR tidligere i år, inden forsøgsordningen med kameraovervågning blev vedtaget.
Læs også
- Det er jo en teknologi for deres eget bedste. Vi er jo ikke interesserede i at vide, hvor meget de bevæger sig omkring, hvis de kan det, sagde Monica Ekström.
- Men vi vil gerne kunne hjælpe dem, hvis de falder, eller hvis det viser sig, at de stiger ud af sengen og ikke kan gå sikkert omkring.