Sosu'er inviterer politikere med på job: Hænger ikke sammen
Dorthe Madsen fra Aarhus vil gerne have byrådspolitikere med hende på arbejde i julen, så de kan se, hvad deres beslutninger betyder i praksis
Aarhusianeren Dorthe Madsen, der til daglig arbejder i hjemmeplejen, er ved at have fået nok. Hun mener ikke, at der længere er tid nok til den enkelte borger, og inviterer nu de lokale politikere med hende på job i julen.
- I anledning af julen vil jeg gerne komme med en udfordring til jer alle. I er dem, der sætter betingelserne for mit arbejde, så jeg tænker det kunne være en rigtig god anledning for jer, at se hvordan tingene egentlig virker i praksis. Så kom og følg mig den 24 eller 25 december fra kl. 7 om morgenen, skriver hun på Facebook.
Det er efter vedtagelsen af det seneste ydelseskatalog for ældreplejen i Aarhus, at hun føler, der er kommet for store udfordringer.
- I dag skal jeg på et besøg hos en borger nå det samme på fem minutter, som jeg tidligere havde et kvarter til. Det hænger ikke sammen længere, siger Dorthe Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Og det vil hun altså vise politikerne ved selvsyn.
- Jeg synes faktisk, at det kun er fair, at I kommer ud og oplever, hvordan jeres beslutninger påvirker de borgere, som I siger, I bekymrer jer så meget om, lyder det fra hende.
Rådmand afviser kritik
Derfor håber Dorthe Madsen da også på, at en eller flere politikere melder sig på banen, og at hendes ledelse samtidig giver lov til forsøget.
- Nu har de fået en uges varsel. At det lige er den 24. og 25. december, de inviteres med, er mest bare, fordi jeg jo skal arbejde der. Og det er en weekendvagt, hvor det skal gå ekstra stærkt, siger Dorthe Madsen.
Læs også
Ældrerådmand i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), køber ikke præmissen for kritikken og afviser også invitationen om at følge Dorthe Madsen i julen.
- Hjemmeplejen er i gang med at få et løft og ændrer samtidig arbejdsrutiner. Men der er ikke blevet ekstra travlt, på grund af at ydelseskataloget er blevet ændret. Hjemmeplejen skal selv lægge tilpas tid ind i kørelisterne, modsat førhen hvor det blev gjort automatisk af systemet. Det skal vagtplanlæggerne vænne sig til, lyder det fra Jette Skive i et skriftlig svar til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg kommer ofte på plejehjem og i hjemmeplejen og har derfor ikke behovet for at følge hjemmehjælperen, lyder det videre.