Sosu-skolen i Århus har næsten halveret frafaldet

På ét år har Århus Social- og Sundhedsskole nedbragt frafaldet for grundforløbseleverne fra 21,9 til 12,6%.

Det er sket ved en fokuseret indsats bl.a. med mentorer og samarbejde med eksterne parter.

Eleverne strømmer til social- og sundhedsskolen. Søgningen er næsten fordoblet fra 2008/2009 til indeværende skoleår. Og skolen tager imod alle kvalificerede. Blandt dem er der der rigtigt mange, som har negative skoleerfaringer og nederlag med sig i rygsækken.

F.eks. er antallet af ansøgere uden en 9.-klasses afgangseksamen vokset nærmest eksplosivt. På grundforløbet i efteråret 2009 havde ca. 100 ud af de 250 elever ikke afsluttet 9. klasse, mens tallet for forårsholdet er ca. 150 ud af 250 elever.

- En del af vores elever har faglige eller sociale og personlige vanskeligheder. Bl.a. derfor var der også tidligere et ret højt frafald, men det har vi fået vendt ved at fokusere på en række forskellige indsatsområder," forklarer Inge Dolmer, der er leder af Grundforløbet på Århus Social- og Sundhedsskole.

Alle indsatser handler om at møde den enkelte elev, dér hvor hun/han er. Ordblinde udstyres med IT-rygsække, og alle andre elever får deres egen pc under hele uddannelsen. Derudover ansatte skolen i august sidste år to mentorer, som tager samtaler med eleverne, f.eks. hvis de har problemer, eller hvis de får fravær.