SOSU-mesterskab fjerner fordomme: - Vi tørrer ikke kun røv på ældre
500 unge dystede om at blive udnævnt som den bedste SOSU-arbejder. De blev blandt andet vurderet på forståelse af hygiejne og medicin
Tørrer man bare røv på andre hele dagen? Og skynder I jer bare ud ad døren, når I har besøgt borgerne?
Det er to af de spørgsmål, som de studerende på Social- og Sundhedsskolen i Horsens ofte hører, når de fortæller, at de drømmer om at være SOSU-assistenter. Og svaret på begge spørgsmål er nej.
Læs også
For at få flere unge til at vælge SOSU-vejen, var der arrangeret regionsmesterskaber i skills, hvor de bedste SOSU-studerende fik anerkendelse for deres hårde arbejde.
- Det viser SOSU på en helt anden måde. Der er meget mere ansvar, end at man, som folk siger, går og tørrer røv på folk. Mange af tingene er kommunikation, og det er medicin. Man har et stort ansvar som assistent. Min lærer plejer at kalde det minisygeplejersker, siger Linda Robak Hjort- Hansen, der går på Social- og Sundhedsskolen i Horsens.
De studerende blev målt i en lang række kategorier, herunder viden om hygiejne, medicin, kommunikation og borgerrelationer. En skuespiller agerer patient, og så skal deltageren altså forsøge at navigere i situationer, de lige så godt kunne møde i deres hverdag. Bedste udførsel vinder.
- Til at starte med er man meget nervøs, men i det øjeblik, man går i gang, spekulerer man meget mere på borgeren end på de tusind andre mennesker omkring en, siger Linda Robak Hjort-Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vil gøre uddannelsen attraktiv
Håbet er, at man ved at skabe prestige omkring faget gennem et mesterskab kan gøre det mere attraktivt at gøre i social- og sundhedssektoren. Og så håber de studerende, at folk får et indblik i, hvad deres arbejder egentlig går ud på.
- Det bedste er at få lov til at passe på en masse dejlige mennesker. Give dem en masse omsorg og vise dem, at vi alle sammen er ligeværdige, siger Tanja Rasmussen, der også er elev på Social og Sundhedsskolen i Horsens.
Træningen op til har været intens, og der er mange ting, man skal have styr på. Men træningen i sig selv kan godt være belønning, om man vinder eller ej.
Læs også
- Jeg håber, at den her konkurrence er med til at højne niveauet, og at vi undgår en masse UTH'er – altså utilsigtede hændelser, siger Tanja Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vinderne af regionsmesterskabet går videre til danmarksmesterskabet i skills i 2019.