Søsætter ny uddannelse
Projekt skal hjælpe 60 unge ledige
Mens det stadig trækker i langdrag med regeringens længe bebudede flex-uddannelse, så har fem daghøjskoler i Aarhus i samarbejde med Jobcenter Aarhus søsat deres egen nye ungdomsuddannelse, Flex Aarhus.
Det betyder ifølge DR Østjylland, at 60 unge ledige mellem 18 og 25 år de næste halvandet år får lov til at sammensætte deres egen uddannelse fortæller projektleder Steen Devantier fra Kompetencehuset i Aarhus.
- De sidste 10 år har vi simpelthen manglet et nyt uddannelsesinitiativ for unge. Der har været de samme uddannelser i mange år, og der er stadig 20 pct. af en ungdomsårgang, der ikke får en ungdomsuddannelse, siger han.
- Derfor har vi sat et projekt i gang for nogle af de her uafklarede unge, som ikke har mulighed for at gå igennem de ordinære systemer, hvor de selv får lov til at sammensætte deres uddannelse, siger Steen Devantier til DR Østjylland.
Skal have intens vejledning
Tanken er, at de 60 unge i løbet af projektet skal have intensiv vejledning, så de får større chancer for at gennemføre deres uddannelse, siger forstanderen:
- Vi håber, der kommer rigtig mange unge ind i uddannelsessystemet. Der er blevet snakket meget om de her 20 pct. af unge, som aldrig får en uddannelse, men der er ikke blevet gjort noget i praksis. Derfor har vi også sat gang i det, selv om der ikke er et lovgrundlag for fleksuddannelsen endnu, siger Steen Devantier.
Flex Aarhus er blevet til i et samarbejde mellem de fem daghøjskoler og jobcenter Aarhus og er støttet med 2,3 mio. kr. af det lokale Beskæftigelsesråd.
De første unge på den nye Flex Aarhus-uddannelse i Kompetencehuset sætter sig på skolebænken i dag.