Sort skærm hos 10.000 husstande i Århus

DR og TV 2 beklager, at mange seere i Århus har fået sort skærm onsdag. Seerne skal dreje antennerne til vandret stilling.

Omkring 10.000 husstande i Århus, som ser tv via et digitalt tv-signal fra Søsterhøj-senderen, må onsdag nøjes med sort skærm.

Årsagen er, at antennen på senderen er blevet ændret fra lodret til vandret. Det er sket som en forberedelse til slukningen af det analoge tv-signal den 31. oktober. Ændringen var egentlig først planlagt til den 1. november, og DR og TV2 beklager, at de berørte seere ikke er blevet informeret i tide.

For at få tv-signalet igen skal antennen vendes fra lodret til vandret. Det gælder både for stueantenner og tagantenner.

Problemerne glæder kun for det digitale tv-signal - det analoge er uændret.
/ritzau/