Sort røg over Randers: Brand i sveller på banegården
Branden er formentlig opstået i forbindelse med noget skærearbejde, oplyser Østjyllands Politi
Tyk sort røg kan tidligt onsdag aften ses i store dele af Randers.
- Det er gået ild i nogle jernbanesveller ved banegården, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Politiet modtog meldingen om branden klokken 17.17 via alarm 112.
- Branden er formentlig opstået i forbindelse med noget skærearbejde, siger Thomas Hinge.
Ild i halvdelen af svellerne
Lars Møllenberg befandt sig i den nordlige del af Randers, da han så den sorte røg.
- Det kunne ses helt op til kasernen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han kørte ned til banegården i Randers, hvor en enkelt brandbil var i gang med slukningsarbejdet, da han ankom.
- Der kom flere brandbiler til i løbet af de ti minutter, jeg stod der. Det så ud til, at det var over halvdelen af den stak sveller, der lå der, der var ild i, siger Lars Møllenberg.
Skal have skilt bunken
Ifølge indsatsleder Per Allan Nielsen fra Beredskab og Sikkerhed i Randers var banearbejdere ved at skære i skinnerne, da der faldt en glød ned i bunken. Derefter lå gløden mellem svellerne og ulmede.
Han regner med, at slukningsarbejdet er færdigt ved midnat.
Læs også
- Det kommer til at tage nogen tid, fordi vi skal have skilt bunken ad, og det er en stor bunke sveller, siger Per Allan Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med branden.
Afbrændingsforbud
Ligesom resten af Danmark er Randers omfattet af et afbrændingsforbud, fordi naturen i øjeblikket er knastør efter lang tid uden regn.
Der er forskellige regler for afbrændingsforbuddene i de forskellige østjyske kommuner. Få et overblik i faktaboksen nedenfor.
Afbrændingsforbud
Klik på din kommune for at læse mere:
Silkeborg
Favrskov
Randers
Norddjurs og Syddjurs
Aarhus
Samsø
Odder
Skanderborg