Sort røg over Lisbjerg - brand i modtageanlæg
Søg væk fra røgen, lød det mandag ved middagstid fra politiet
Der udbrød mandag formiddag en brand i modtageanlægget Marius Pedersen i Lisbjerg.
Branden startede omkring klokken 10 og resulterede i store mængder tyk, sort røg over Lisbjerg.
Det var en flere meter høj bunke elektronikaffald, der var gået ild i, oplyser politiet.
Læs også
- Det er en mindre brand, men det giver en hel del røg, sagde kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND omkring klokken 12.
Politiet anbefalede, at man søgte væk fra røgen, hvis man opholdt sig tæt på den.
Ilden er under kontrol
Østjyllands Politi og Beredskabet var mandag ved middagstid ved Marius Pedersen i Lisbjerg.
- Vi vurderer, at ilden er under kontrol, og der er ikke nogen, der er kommet til skade, sagde Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Branden blev anmeldt til politiet klokken 10.14.
Læs også
Klokken 14 mandag er beredskabet stadig i gang med at slukke ilden.
Det vides endnu ikke, hvad der er årsag til branden i elektronik-affaldet.
Modtageanlægget i Lisbjerg er beliggende på Ølstedvej 20B i Aarhus N.