Sort næsehorn født

Første gang et sort næsehorn fødes i Skandinavien

04:23

Her ses mor Bashira med den lille ny. Foto: Ree Park

Her dier den lille kalv ved sin mor Bashira kort efter fødslen. Foto: Ree Park

1 af 3

I Ree Park ved Ebeltoft er årets første lille ny kommet til verden.

Det sorte hun-næsehorn Bashira og hannen Thabo er blevet forældre til en lille kalv, der kom til verden nytårsnat kl. 01.30:

- Det er jo helt fantastisk og en god start på det nye år, synes vi, siger direktør i Ree Park Jesper Stagegaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Og det er ikke mindre end en sensation. Det sorte næsehorn er nemlig enormt udrydningstruet, og der findes meget få tilbage af dem på verdensplan. Og faktisk er det første gang nogensinde, at der fødes et sort næsehorn i Skandinavien:

- Det er kulminationen af intenst avlsarbejde. Vi var glade over bare at få Thabo til at harmonisere med Bashira - næsehornene er nemlig også ret kræsne med deres valg af partner, lyder det fra Jesper Stagegaard.

I løbet af sommeren 2013 forelskede Bashia og Thabo sig, og i september samme år parrede de sig foran publikum.

Enkelte publikummer forevigede endda akten på video.

Den lille kalv er ca. 80 cm. lang, 60 cm. høj og vejer 25 kg. Til sammenligning vejer dens mor et ton:

- Den er ret firkantet faktisk og ligner lidt en oppustelig badebold - den er jo født uden horn, forklarer Jesper Stagegaard.

Kalven er velskabt og dier ved sin mor. Men det er endnu for tidligt at vide, om kalven er en han eller en hun.

På sigt kan det være, at den lille kalv skal sættes fri på savannen i et område af Kenya, hvor Ree Park indgår i et samarbejde om at bevare det sorte næsehorn.

I videoen øverst på siden kan du både være med til fødslen af det lille sorte næsehorn, og du kan også se, når den stolte mor viser sin diende kalv frem.