Storbrand i Brabrand: Seks kørt på skadestuen

Heftig brand i Aarhus Kommunes nye kontorbyggeri i Gellerup

01:20

En brand i en bygning på Karen Blixens Boulevard i Brabrand gjorde kortvarigt himlen sort over store dele af Aarhus.

Branden brød ud i Aarhus Kommunes nye kontorbyggeri i Gellerup omkring klokken 9.30, og politiet kunne klokken 10 tweete, at branden var slukket.

- Der var gået ild i noget flamingo oppe på taget. Vi ved ikke, hvad der har forårsaget branden. Ingen er kommet til skade, men for en sikkerhedsskyld har vi sendt seks personer på skadestuen til observation, siger Dion Emdal, der er indsatsleder til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Brand og kraftig røg i Aarhus: - Luk vinduer og døre

Ifølge Østjyllands Politi var det en håndværker på stedet, der anmeldte branden.

- De håndværkere, der var derude, er evakueret, og vi er derude sammen med beredskabet, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND kort efter klokken 10.

00:21

TV2 ØSTJYLLANDs reporter Sofie Bock Troelsen optog denne video fra stedet.

Luk video

Ser voldsomt ud

Ingen er kommet til skade ved branden, oplyser politiet.

Branden har forårsaget store skader i bygningen, der i fremtiden skal huse Teknik og Miljø-afdelingen under Aarhus Kommune.

- Det så meget voldsomt ud, men branden hører ikke til i den kæmpestore kategori, og den var relativt hurtigt slukket, siger indsatsleder Lasse Clemensen fra Østjyllands Brandvæsen.

Læs også Rykkede ud til brand i brugs for anden gang: Det er et stort mysterium

Han oplyser, at Østjyllands Brandvæsen sendte 12 mand og 4 brandbiler til stedet. 

Branden blev anmeldt til politi og brandvæsen klokken 9.35.

Rasmus Sloth fra Aarhus sendte os dette billede, mens der var sort røg over Brabrand. Foto: Rasmus Sloth

I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med indsatsleder Dion Emdal.