Sort boks skal tjekkes efter møllekollaps
Samsø Havvind ved endnu ikke, om den ødelagte mølle bliver erstattet
Vindmølleparken Paludans Flak ud for Samsøs kyst blev i weekenden en mølle fattigere.
Hovedet på den ene af de i alt 10 vindmøller kollapsede af ukendte årsager og landede på havets bund.
Efter uheldet blev de resterende ni møllerne sat ud af drift, men problemer med strømnedbrud har dagene derefter gjort det svært at få dem i gang igen. Det problem er nu blevet løst:
- Den sidste mølle blev sat i gang torsdag aften, siger Jørgen Tranberg, som er formand for Samsø Havvind, til tv2oj.dk.
Ejeren af vindmølleparken, Samsø Havvind, vil nu forsøge at blive klogere på, hvorfor uheldet skete. Det kan blandt andet lade sig gøre ved at aflæse data i vindmøllens sorte boks, som også er kendt fra fly.
Trist stemning på Samsø efter vindmøllekollaps
Uvist om mølle bliver genrejst
Boksene har tidligere hjulpet efterforskere med at opklare årsagen til eksempelvis flystyrt. Den samme fremgangsmåde skal nu bruges på Samsø efter, at boksen er blevet hentet ned fra møllen.
- Vi mangler stadig at aflæse de sidste ti minutter før uheldet skete, siger Jørgen Tranberg.
Det er Samsø Kommune, der sammen med en række investorer, ejer vindmølleparken. Parken blev etableret i 2002 og kostede dengang 240 millioner kroner. Det svarer til en stykpris på 24 millioner kroner pr. vindmølle.
Med økonomien in mente er det ifølge formand Jørgen Tranberg uvist, om den 10. mølle bliver rejst igen. Også selve vindmølletårnet er blevet beskadiget.
- Den øverste sektion er ødelagt. Vi ved ikke med den nederste. Det vil koste os mange millioner, hvis vi skal til både at hejse møllehovedet op fra vandet og købe en ny mølle siger han.
På mandag den 7. december skal folkene bag Samsø Havvind til møde med producenten af møllerne, Siemens Windpower, Energistyrelsen og forsikringsselskabet for ar drøfte uheldet.