Søren Larsen ny mand i AGF

Landsholdsangriberen har skrevet kontrakt med AGF

Søren Larsen bliver senere i dag præsenteret som ny angriber i AGF, det erfarer TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fodboldspilleren Søren Larsen har været vidt omkring i sin omtumlede karriere, og han er tilsyneladende tæt på at kunne skrive endnu en klub på visitkortet.

Ifølge Århus Stiftstidende har en række sponsorer gjort det økonomisk muligt for AGF at hente den formodet løntunge Søren Larsen til klubben.

Superliga-oprykkeren AGF kæmper med en anstrengt økonomi, og derfor har det ikke været let for klubben at finde midlerne til at betale den hyppigt skadede angribers løn. 

Søren Larsen er blevet fritstillet i sin franske klub, Toulouse, hvor han aldrig formåede at slå igennem. 

Mere succes har den lange angriber haft på det danske landshold, hvor han har scoret 11 mål i 20 kampe.