Søren Berg fortsætter i AGF

Rutinerede Søren Berg skifter fra Randers til AGF med klar ambition om at spille århusianerne tilbage i Superligaen

AGF har kurs mod superligaen, og holdet har tirsdag forstærket sig med en spiller med klar superligaklasse.

Søren Berg kommer til klubben fra Randers FC, hvor han har spillet de seneste tre sæsoner.

- Søren bliver en vigtig brik i vores bestræbelser på først at rykke op i superligaen, og - hvis det lykkes - dernæst at konsolidere os i landets bedste række.

Ung AGF-trup

- Han ved, hvad der kræves på højeste niveau og skal dele ud af sin erfaring. Hvis vi ser bort fra Martin Jørgensen og Peter Graulund, har vi en relativt ung trup, og her kommer Søren også til at udfylde en vigtig rolle, siger sportschef Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.

- Søren havde flere muligheder, da han skulle finde en ny klub, og jeg er utrolig glad for, at han i sidste ende valgte at fortsætte karrieren hos os. Vi får en spiller, der har masser af erfaring fra Superligaen og altid holder et højt bundniveau, lyder det videre.

Søren Berg lever med, at han skal spille i 1. division til at begynde med, for han forventer snart, at den igen står på superligafodbold i Århus.

 

Stadig en stor klub

- I mine øjne er AGF stadig en stor klub, som godt nok er nede at vende i 1. division, men der hører holdet ikke hjemme. AGF skal tilbage til Superligaen, og jeg ser det som en fin udfordring at være med til at nå det mål, siger 34-årige Berg, der har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2012.

AGF fører 1. division, hvor holdene er gået til vinterpause.