Søndergaard skifter til Kolding

Håndboldklubben KIF Kolding bekræfter, at Kasper Søndergaard skifter fra Århus GF til Kolding.

De forsvarende danske håndboldmestre fra KIF Kolding forstærker sig som ventet med Kasper Søndergaard fra Århus GF.

Kolding bekræfter i en pressemeddelelse fredag, at den 25-årige højre back skifter med øjeblikkelig virkning og fortsætter karrieren i Kolding, når VM i Tyskland er overstået.

I første omgang gælder kontrakten for resten af sæsonen, men herefter venter med meget stor sandsynlighed en forlængelse.

- Vi har overtaget kontrakten i Århus, mere må vi ikke nu ifølge reglerne. Men vi har da snakket om at skulle forlænge den yderligere, det ligger da i kortene. Vi har lavet en hensigtserklæring, siger Kolding-direktør Jens Boesen til Ritzau.

Et skifte midt i sæsonen giver 30 dages karantæne, men dem udstår Søndergaard under VM-pausen. Dermed er han klar til at spille med hos Kolding, når holdet åbner foråret i Håndboldligaen med hjemmekampen mod Fredericia den 9. februar. /ritzau/