Søn stjal sin mors stemme
En 64-årig mand fra Skanderborg skal afsone ti dages fængsel for tyveri af sin mors brevstemme ved folketingsvalget.
En 64-årig mand fra Skanderborg skal nu 10 dage i fængsel, dømt for at forvanske valgresultatet.
Vestre Landsret i Århus har nedsat byrettens straf fra 30 til 10 dages fængsel, efter at manden ved folketingsvalget 8. februar sidste år stjal sin mors brevstemme fra afstemningslokalet i Højbjerg ved Århus.
Hans mor bor på plejehjem i Højbjerg, og den 64-årige søn plejer at hente hende, så hun kan stemme personligt ved de forskellige valg. Således også 8. februar, men da de kom hen i afstemningslokalet i Rundhøjhallen, oplyste den tilforordnede, at kvinden allerede havde brevstemt hjemme på plejehjemmet.
Det kunne sønnen ikke forstå, og den ældre, demente dame mente heller ikke, at hun havde stemt. Den tilforordnede fandt brevstemmen frem, og kuverten med stemmen i var behørigt underskrevet af kvinden.
Sønnen var stadig ikke overbevist og ville have, at moren skulle stemme en gang til. Det blev afvist, hvorefter han blev vred, snuppede morens brevstemme fra bordet og kørte hjem med moren. Det kaldes forvanskning af valg og er strafbart efter straffelovens paragraf 116.
Normalt ville overtrædelsen blive takseret til en betinget straf, men da sønnen også brød valghemmeligheden ved at åbne den kuvert, hvor morens brevstemme lå i, kunne domstolene ikke nøjes med en betinget dom. /ritzau/