Sommervejr lokkede massevis til stranden - og mange i vandet
Dagens sommervejr har skruet op for solelskernes forventninger til sommeren
Unge og gamle nød det dejlige sommervejr på Den Permanente i Risskov ved Aarhus i dag.
- Det er varmt. Varmere end det plejer i hvert fald. Det er fanme dejligt, siger Kasper Koopmaan, der er studerende i Aarhus.
- Vi har trængt til det efter sådan et lidt køligt forår. Det er skønt og dejligt at komme ud, siger Nina Blond, der er psykolog i Aarhus.
Årets første dukkert
For nogle var mandagens solskin lig med årets første dukkert.
Det var dejligt, men koldt, siger folkeskoleeleven Caroline Østergaard, der sammen med sine skoleveninder fra Åbyhøj fik sig en dukkert.
Uffe Christensen kalder sig selv et solmenneske, men han venter lige lidt med at kaste sig i bølgerne.
- Det er ikke den store fornøjelse endnu, siger Uffe Christensen, der arbejder som vicevært.
Varme og svag vind
På trods af den lange vinter er badevandstemperaturen højere, end den plejer at være midt i maj.
Helt præcist er den 16,5 grader i Aarhus Bugt.
- Vi har haft en usædvanlig varme og meget svage vindforhold. Begge disse forhold sørger for at varme badevandet op. Vandet står nogenlunde stille, så det bliver ikke udskiftet. Samtidig er der sol fra en klar himmel, som varmer vandet op, siger Jens Ringgård Christiansen, der er meteorolog hos TV 2 Vejret.
Mandagens fine vejr har da også skruet op for solelskernes forventninger til sommeren.
Læs også
- Jeg tror, at sommeren bliver god. Jeg kan mærke det. Den bliver ved nu, siger Nina Blond.
I videoen øverst i artiklen kan du se en reportage fra Den Permanente i Aarhus.