Sommerhusejere føler sig snydt
En gruppe sommerhusejere på Mols føler sig godt og grundigt snydt af Syddjurs kommune på grund af et hemmelig-stemplet oliedepot.
De 265 sommerhusejere i Lyngsbæk har svært ved at sælge deres sommerhuse og må ikke bygge til eller bygge nyt på deres grunde, fordi området er klassificeret som en risikozone på grund af et oliedepot, der er ejet af militæret.
Men ifølge et medlem af en lokal grundejerforening er depotet tomt og derfor ikke en risiko.
- Vi mener, at vi har indicier nok, der peger på, at det er rigtigt, for der kommer ikke både nede ved molen og afleverer olie til militærets depoter længere, og det har der ikke gjort i over et år, siger grundejer Keld Nielsen.
Der er ikke sat nogen dato på, hvornår der kommer en afklaring på risikovurderingen.