Sommerhus brænder ned til grunden - beboer flygtede ud
Et sommerhus på Blåklokkevej i Skæring nær Aarhus brænder helt ned
Østjyllands Brandvæsen er massivt til stede med 11-12 mand ved en sommerhusbrand i Skæring nær Aarhus.
Her er et forholdsvist stort sommerhus, der er godkendt til helårsbrug, ved at brænde ned til grunden.
- Vi bliver mødt af et overtændt sommerhus, der brænder rigtig godt på grund af den stridige vind. Heldigvis gør vindretningen, at der ikke er fare for, at det spreder sig. Men huset brænder helt ned, det er totalskadet, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen Bjørn Christensen til tv2oj.dk.
Igen brand i den gamle oliefabrik
Der var en kvinde i huset, da branden opstod, men hun nåede ud uden skrammer og har søgt tilflugt hos nogle naboer.
- Hun er rystet, men er ikke kommet til skade, siger indsatslederen.
Stadig arbejde at udføre
Bjørn Christensen forventer, at der er en del arbejde tilbage for brandfolkene.
- Vi knokler hårdt, og det brænder stadigvæk. Der er rigtig meget ild i taget, og vi kan ikke komme op på taget, fordi det er så ustabilt. Vi kæmper med det herude, siger han.
Se en video fra branden optaget af 112-aarhus.dk øverst i artiklen.