Sommerfugle boomer i varmen - én art ses seks gange mere end sidste år
Den varme og tørre sommer er guf for de ellers så hårdt pressede sommerfugle
Hvis du synes, der sværmer ekstra mange sommerfugle rundt i din have, så kan der meget vel være noget om snakken.
Der er nemlig langt flere sommerfugle at se i Østjylland denne sommer, viser data indsamlet af 40.000 frivillige danskere over de seneste tre år.
For mens nogle dyr bukker under for tørken, så trives sommerfuglene i varmen.
- Det er en hård sommer for mange andre dyr, men det er kærkomment med et godt sommerfugleår, for specielt sommerfugle har svære betingelser i Danmark, siger Simon Leed Krøs.
Varme kan også blive meget
Han er projektleder for NaturTjek, der har indsamlet observationerne som et led i Danmarks største citizen science-projekt.
- Vi har sammenlignet observationer fra juni og juli måned med samme periode i 2016 og 2017, og vi kan se markant flere observationer af sommerfugle i år.
Danmarks største citizen science-projekt
- Projekt Biodiversitet Nu (NaturTjek) er Danmarks største borgervidenskabsprojekt med over 40.000 frivillige danskere
- De registrerer 30 udvalgte dyr, planter og svampe samt 12 levesteder med app'en NaturTjek.
- Projektet har kørt siden maj 2015 og hidtil har naturtjekkerne lavet over 665.000 registreringer.
- Læs mere og deltag i projektet på Biodiversitet.nu.
Faktisk er der denne sommer seks gange så mange observationer af citronsommerfugle, og tre gange så mange observationer af artsgruppen blåfugle registreret end i 2017.
Det er dog usikkert om tendensen med de mange registreringer af sommerfugle fortsætter, for ekstrem varme kan påvirke både sommerfugle og deres værtsplanter negativt.
- Nogle sommerfugle kan få op til tre generationer på en sommer. Det gælder faktisk både citronsommerfugle og blåfugle, som tæller i alt 12 forskellige arter i Danmark. Om deres larver vil få lige så let ved at finde planteføde i tørken er usikkert, siger projektleder Simon Leed Krøs og fortsætter:
- Vi ved også, at reel tørke kan ende med at forkorte sommerfuglenes liv. Så selv sommerfuglene vil også nyde godt af lidt snarlig regn.