Sommeren på vej
Vi får jævne temperaturer i weekenden, men derefter står den på sommervarme
Skolernes sommerferie begynder med ret moderate temperaturer. Men i løbet af ganske få dage er der udsigt til nærmest subtropiske tilstande i Østjylland.
- Vi får en lørdag, hvor vi skal have pænt med tørvejr. Det tror jeg nærmest, alle får. Men det bliver stadigvæk uden prangende temperaturer, siger Jens Ringgård Christiansen fra TV2 Vejret.
Men pilen peger i den rigtige retning i de her første dage af skolernes sommerferie, fortæller han.
Søndag bliver der sol flere steder - men også skyet. Og selvom der også bliver småregn i løbet af søndag eftermiddag, så er det ikke så skidt endda.
- Det skyldes nemlig, at der er en varmefront på vej, siger han.
- Og den åbner for, at vi får nogle rigtig varme dage mandag og tirsdag. Tirsdag op til 30 grader og mandag på den pæne side af 25 grader. De dage ser ud til at byde på masser af solskin, siger Jens Ringgård Christiansen.
Det danske sommervejrs foranderlige lune fornægter sig dog ikke. Ud på eftermiddagen tirsdagen kan der nemlig komme tordenbyger.