Sommeren kommer igen: 27 grader i næste uge
Det har været blæsende og køligt de seneste dage, men nu er der skønne forudsigelser fra meteorologerne: Sommeren kommer igen i næste uge.
Træt af vind, der sender tankerne mod efteråret? Træt af at småfryse i sommerjakken? Nu er der håb, lyder det fra meteorologerne.
- Den kommende uge ser det rigtig lovende ud for dem, der godt kan lide varmt og solrigt sommervejr, siger Lone Seir, der er vejrvært ved TV2 Vejret.
- Ugen bliver nemlig med tørvejr og et højtryk, der kommer ind over regionen. Det betyder altså, at vi får temperaturer op på en 26-27 grader og vinden lægger sig helt, lyder det.
Tør sankthansaften
Mens vi venter på sommeren, må vi fortsat tage til takke med den vind, der i øjeblikket rusker op i Østjylland. Der skulle dog være en chance for, at vinden lægger sig til i aften, sådan at de, der ikke er forhindret i at tænde sankthansbål på grund af afbrændingsforbuddet, kan gøre det i ordentligt vejr.
- Op af dagen er vinden langsomt aftagende, siger Lone Seir.
- Selve sankthansaften ser ud til at blive med tørvejr, solskin og langsomt faldende temperaturer.