Sommer, sol og masser af Randers-mål
Randers FC er reelt videre i Europa League efter storsejr over hold fra Luxembourg. Se nogle af målene her.
Hjemmekampen mod F91 Dudelange blev vundet med tenniscifrene 6-1. Dermed skal meget gå galt, hvis kronjyderne ikke kvalificerer sig til næste runde i den europæiske turnering.
Randers FC sad på kampen fra første fløjt. Efter 18 minutter gav overvægten i spil og chancer bonus, da midtbanespilleren Tidiane Sane elegant afdriblede gæsternes målmand og sendte bolden i mål til 1-0. Minuttet efter fordoblede Yura Movsisyan føringen, inden Ricky Olsen senere øgede til 3-0.
Overlod mere initiativ til gæsterne
Om det skyldtes sommerens lummervarme eller den komfortable føring, er uvist. Men efter pausen overlod kronjyderne i højere grad initiativet til fyraftensprofferne fra det lille fystendømme.
Anfører Søren Pedersen bragte godt nok Randers FC foran med 4-0, da han kanonerede et straffespark i nettaget. Men få minutter efter fløjtede den montenegrinske dommer for straffespark i den modsatte ende, efter at Søren Berg lidt klodset nedlagde en af gæsterne i det kriminelle felt. Dermed stod der 4-1.
F91 Dudelange havde derefter en større del af spillet end i 1. halvleg, men farlige blev de dog aldrig. I stedet satte indskiftede Nicolai Brock-Madsen og Yura Movsisyan trumf på i slutminutterne, og dermed sluttede kampen 6-1.
Der er returkamp Luxembourg om en uge. Men med en føring på fem mål, er der næppe tvivl om, at Randers FC er videre i Europa League.