Sømmåtter stoppede 15-årig biltyv
To gange måtte politiet lægge sømmåtter ud på motorvej E 45, før der lykkedes at stoppe ung biltyv med kvindeligt selskab.
Det hjalp ikke stort, da politiet i går aftes første gang lagde en sømmåtte ud på motorvej E 45 for at punktere og stoppe en stjålet Opel Kadet, som i høj fart var på vej mod nord.
Ganske vist punkterede mindst det ene baghjul, da biltyven kørte over de spidse søm ved Sdr. Borup frakørslen syd for Randers - men han fortsatte ufortrødent den vilde kørsel med en politibil efter sig.
Derpå lagde politiet en sømmåtte ud ved frakørslen Randers C., og her punkterede resten af Kadet'ens hjul. Kort efter, da klokken var 22.14, stoppede bilen omsider, og alle fire i den blev anholdt.
Det viste sig, at føreren var en blot 15-årig dreng fra Århus, som politiet i forvejen kender udmærket - og ikke for det gode. Hans passagerer var tre piger i alderen 18 - 20 år.
Biljagten startede kl. 21.55, da en af politiets hundepatruljer lagde mærke til den efterlyste Kadet på E 45 vest for Århus.