Somaliere overfaldes i Gellerup

I den seneste tid er flere somaliere blevet truet eller udsat for vold i Gellerupparken. Nu har socialcenter indkaldt til møde.

Flere somaliere er i den senere tid blevet overfaldet eller truet i Gellerupparken.

Senest gik det onsdag ud over en mand i 50'erne. Han blev omringet af tre teenagere af mellemøstlig herkomst, som ville have mandens cigaretter. Det skriver Århus Stiftstidende.

Den ene af drengene truede manden med en kniv, men han nægtede at give drengene noget som helst, og tilsidst valgte de tre da også flugten.

Manden meldte efterfølgende episoden til politiet, som kort efter anholdt en 17-årig. Han sigtes nu for at have deltaget i røveriforsøget.

En anden somalier, en 69-årig mand, kender også til de meningsløse overfald. Han blev forleden overfaldet for fjerde gang af den samme gruppe arabiske børn. Manden fik ved det seneste overfald slået sine tænder løse. Overfaldet er ligeledes meldt til politiet.

På Socialcenter Vest har man nu indkaldt til et forældremøde den 30. oktober.

Her håber centrets chef, Gitte Krogh, at man få forældrene til de arabiske børn i tale, så de ikke længere render rundt i kvarteret om aftenen og begår røverier, hærværk og overfald.