Sølv og guld til Randers
Vinder VM i Karate - igen
Guld og Sølv. For mange er det nærmest uopnåeligt. Men i Randers Karateklub er det efterhånden nærmest blevet hverdag.
- Vi har efterhånden fået tradition for det her i klubben, fortæller karateinstruktør Nikki Strømsnes til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Klubben har netop deltaget med fire kæmpere til VM i karate i byen Gyor i Ungarn.
Her leverede kæmperne resultater, der var nok til både guld og sølv. I Juniorklassen kæmpede Anders Agergaard sig til en sølvmedalje i vægtklassen under 45 kilo til sit første VM nogensinde.
Klubbens unge seniorkæmper Oliver Krogstrup tog VM guldet i Seniorklassen under 75 kg. Desuden blev begge kæmpere tildelt specialprisen som "Bedste Kæmper" i hver deres klasse.
Se også:Verdensmester i karate
Den randrusianske klub har igennem de seneste år hevet flere medaljer i hus ved store konkurrencer. Ifølge Nikki Strømsnes skyldes det, den særlige indstilling klubben har til træningen.
- Vi kan levere gode resultater, fordi vi har en masse gode kæmpere, der er med til at træne alle de nye op. Vi involverer de nye kæmpere og lader dem sparre og træne med de mere erfarende,
så de får allermest ud af træningen, fortæller han.
Men træning er ikke alt. Især Oliver Krogstrup har leveret gode sportslige resultater. I 2012 blev han juniorverdensmester ved mesterskaberne i Beograd. De resultater kommer ikke af sig selv.
- Han har et kæmpe talent, og det har han altid haft. Han har bygning til at være en god kæmper, fordi han både er høj og stærk. Samtidig har han en super vinder mentalitet og kan holde hovedet koldt, selvom han er oppe imod mere erfarende kæmpere. Han har hele pakken, fortæller Nikki Strømsnes.
De gode resultater er ikke de sidste, vi får at se til den unge kæmper.
- Han er kun lige startet. Jeg tror, han kommer til at lave flere store resultater i årene fremad, fortæller Nikki Strømsnes.