Sølund klar til fest trods regnen
Igen i år har nedbøret givet udfordringer
I morgen går det løs, når den 27. udgave af Sølund Musik-Festival skydes i gang. Arrangørerne melder sig klar til at modtage de mange tusinde gæster, men de seneste dage har været en udfordring for festivallen.
Weekendens nedbør har nemlig givet ekstra travlhed i Skanderborg.
- Pladsen har stået under vand. Den er blevet drænet, vi har pumpet noget vand ud, og vi har reetableret de steder, hvor der er kommet skader, siger projektleder ved Sølund Musik-Festival Lasse Mortensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I snart en måned har ca. 20 medarbejdere og hjælpere arbejdet på, at forvandle Dyrehaven til en festivalplads. De håber nu, at den værste regn er overstået i denne omgang.
DMI lover overvejende tørvejr med risiko for få byger, men det er ikke noget, der kan slå Lasse Mortensen ud.
- Du snakker med en pladsmand, der er vant til at få 75 millimeter på tre dage. Det har vi fået de sidste tre år, siger han
Sølund Festival, der er verdens største fest for psykisk udviklingshæmmede, åbner tirsdag klokken 10.