Sølund bliver kommunal
Ny Skanderborg Kommune overtager driften af Danmarks største institution for personer med vidtgående psykiske og fysiske handicap.
Ny Skanderborg Kommune er i stand til at stå for driften af Danmarks største institution for handicappede, Sølund.
Det mener i hvert fald et flertal i kommunens sammenlægningsudvalg. Udvalget skulle onsdag tage stilling til, hvorvidt Sølund i fremtiden skal høre under Ny Skanderborg Kommune eller den nye Region Midtjylland.
Dagens beslutning møder dog modstand fra støtteforeningen for de udviklingshæmmede og deres pårørende, LEV:
- Skanderborg Kommune er alt for lille til at magte denne opgave. Jeg er bekymret for beboerne, fordi Sølund risikerer at blive ramt af besparelser, siger foreningens formand, Jytte Sørensen.
Skanderborgs kommende borgmester, Jens Grønlund, mener dog ikke, at der er grund til at være bekymret:
- Alle de nuværende medarbejdere bliver på Sølund. Jeg mener derfor, at vi har den fornødne ekspertise, siger han.