Sølund 177.750 kr. rigere
Stor opbakning til sms-indsamling
I disse dage har Lars Kromand travlt med jobbet som frivillig medhjælper på Sølund Musikfestival i Skanderborg.
Til hverdag driver han sit eget IT-firma, og så har han startet en indsamling til fordel for festivalen.
I dag kunne han så overgive en check på 177.750 kroner til Sølund Musikfestival. Penge som han har indsamlet via sms-donationer:
- Jeg håber, den kan være med til at sikre det gode arbejde, der bliver lavet på festivalen og undgå at skulle skære i festivalen, så den forsat kan fremstå som en stor helhedsoplevelse for de udviklingshæmmede, lyder forklaringen fra Lars Kromand til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med Lars Kromands indsamling, har folk kunne sende en sms for at støtte festivalen økonomisk, og dermed donere 150 kr. pr. sms.
Indsamlingen har stået på i to måneder, og i dag kl. 14 kunne det endelige tal så gøres op. Pengene går ubeskåret til Sølund Musikfestival, og det er op til festivalens arrangører, hvad de skal bruges til.