Solskin og varme i sigte - og temperaturen stiger kun frem mod søndag
Du kan roligt beholde solcremen ude, for det ser solrigt ud i de kommende dage.
Hvis man sætter pris på varme og solskin, vil vejrudsigten for de kommende dage vække glæde.
Der er således udsigt til flot sommervejr frem mod søndag, oplyser DMI til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det tørre og solrige vejr ser ud til at fortsætte, og når vi kommer hen mod weekenden, stiger temperaturen igen. Det topper på søndag, og der kan det ikke udelukkes, at vi når op på 25-30 grader, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Anja Bodholdt.
Læs også
Onsdag starter meget varmt, men i løbet af eftermiddagen vil temperaturen dog falde.
- Det bliver en dag med tørt vejr og masser af sol. Vi kommer op mellem 22-27 grader, men sidst på eftermiddagen vil temperaturerne nok ligge mellem 20-23 grader, siger Anja Bodholdt til TV2 ØSTJYLLAND.
Op mod 30 graders varme
Det bliver onsdag varmest længst mod øst i regionen. Den sydlige del af Djursland og ned omkring Aarhus vil således få de højeste temperaturer.
Læs også
Torsdag vil temperaturen ifølge DMI tage et lille dyk og "kun" nå op på 20-23 grader, men vi får stadig masser af sol.
Herefter vil temperaturen blot stige mod søndag, hvor vi kan nå op på 30 graders varme.
- Weekenden ser tør og solrig ud. Det er ikke så ofte, vi oplever, at temperaturen når 30 grader. I de kommende dage får vi fornøjelsen af den varme luft, der strømmer op over os sydfra, siger Anja Bodholdt til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Hvis vi kigger på sommeren i helikopterperspektiv, ser det ud til at blive en blød mellemvare.
- Der er ikke noget, der tyder på, at vi er på vej hen mod billedet fra sidste sommer. Juli ser ikke ud til at blive på niveau med sidste år, men vi får heller ikke en sommer som forrige år, hvor det var helt ad pommern til, lyder det fra Anja Bodholdt.