Mand og hund skabte kø på E45

Vejdirektoratet meldte tidligt onsdag morgen om forlænget rejsetid på 45 minutter

Manden havde blod i hovedet, men slap fra uheldet uden alvorlige skader, lyder det fra politiet.

En mand blev tidligt onsdag morgen teknisk fastklemt i forbindelse med et solouheld på E45.

Manden kørte - sammen med sin hund - galt på grund af akvaplaning ved Horsens.

Hunden er hentet af Falck og bliver kørt på internat, mens manden bliver tilset på et traumecenter.

Lars Grønlund, vagtchef, Sydøstjyllands Politi 

Manden blødte fra hovedet i forbindelse med uheldet, men han er ikke kommet alvorligt til skade, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Der er ingen alvorlig personskade, og hunden er heller ikke kommet til skade. Den er hentet af Falck og bliver kørt på internat, mens manden bliver tilset på et traumecenter, siger vagtchef Lars Grønlund til TV2 ØSTJYLLAND klokken 7.30 onsdag morgen.

Umiddelbart efter uheldet meldte Vejdirektoratet, at bilister ved Horsens kunne forvente en forlænget rejsetid på 45 minutter, men den tid blev dog hurtigt nedjusteret.

Læs også Eksperiment viser bilisters manglende respekt for vejarbejde

Højre vejbane i det nordgående spor ved Horsens blev genåbnet ved 7-tiden onsdag morgen.

Du kan følge den aktuelle trafiksituation på Vejdirektoratets trafikkort.