To solouheld i Ebeltoft
Politiet har mistanke om, at alkohol var årsag til, at to bilister i går kørte galt i nærheden af Ebeltoft.
Politiet har mistanke om, at to bilister, der tirsdag aften uafhængigt af hinanden kørte galt ved Ebeltoft, havde drukket alkohol, inden de satte sig ind bag rattet.
Ved halv syv-tiden mistede en 33-årig mand herredømmet over sin bil i et sving nær Holme. Bilen skred ud i rabatten og videre ned ad en skrænt. Chaufføren kom dog ikke noget til. Grenaa Politi har dog mistanke om, at manden var spirituspåvirket, og han blev derfor taget med på politistationen for at afgive blod til en blodprøve.
Godt to timer senere gik det på Strandvejen i Ebeltoft galt for en 45-årig kvinde. Kvinden kørte ind i en afspærring og kom lettere til skade. Betjente fra Grenaa Politi havde mistanke om, at kvinden havde drukket alkohol, og hun blev dermed bilist nummer to, der tirsdag aften måtte afgive en portion blod på politistationen.