Solformørkelse - sådan noget fis!
Debattør undrer sig over den voldsomme interesse for solformørkelser
Det er spild af tid at jagte solformørkelsesbriller og derefter kigge op på en overskyet himmel.
Det mener Tanja Lauenborg, der tirsdag er blandt debattørerne i programmet Hits & Holdninger på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Under udsendelsen diskuterer de tre deltagere en række af de mest populære historier på tv2oj.dk og på de sociale medier i den forgange uge. Her har fredagens solformørkelse fyldt en del.
Det undrer dog Tanja Lauenborg.
- Solformørkelse og natur og klima interesserer mig på ingen måde. Det er noget fis, at vi bruger så meget tid og så mange ressourcer på det, forklarer hun.
Læs også
Tanja Lauenborg understreger dog, at det for skoleklasser kan være en god idé at bruge solformørkelser som udgangspunkt for undervisningen.
Zoolog Morten Vissing fra Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg er enig i, at fredagens solformørkelse i sig selv ikke var så ophidsende.
- Jeg ville ønske, at mange andre ting fik lige så meget opmærksomhed, som når månen engang imellem passerer solen og kaster sin skygge ned på jorden. Det er da spændende, men det er nok et spørgsmål om hyppigheden. Hvis det skete hver dag kl. 12, så var det måske knap så spændende. Men fordi der er så mange år imellem, så vil folk godt have lov til at opleve det også, siger han.
Se diskussionen om solformørkelsen i videoen øverst i artiklen.