Solbrille-kup i Tranbjerg
Ukendte gerningsmænd har stjålet et parti mærkevare-solbriller fra en forretning i Tranbjerg.
22. jun 2006, kl. 11:51
Mere end 30 dage gammel
En eller flere indbrudstyve brød ved to-tiden i nat ind i en optikerforretning på Kirketorvet i Tranbjerg.
Tyvene skaffede sig adgang til forretningen ved at køre en stjålet bil gennem en gitterlåge. Derefter anvendte de nogle træpaller til at knuse indgangsdøren til forretningen.
Alarmen og en røgkanon gik i gang, men alligevel lykkedes det indbrudstyvene at famle sig frem til en hylde med solbriller. Her stjal de 70 til 80 solbriller af mærkerne Gucci, Armani, Dior, Sting og Police.