Solberg skifter Silkeborg ud med Island
Den fysiske kæmpe Marcus Solberg stopper i SIF et halvt år før tid
Angriberen Marcus Solberg og Silkeborg IF er blevet enige om at ophæve parternes aftale ved udgangen af 2016. Dermed stopper Solberg i SIF et halvt år før hans kontrakt oprindeligt udløb. Fremover skal han tørne ud for islandske Fjölnir.
- Vi er enige om, at det er den bedste løsning for alle parter. Det er vigtigt for mig at få spilletid, så jeg kan fortsætte min udvikling, og det er der ikke umiddelbart udsigt til i SIF, siger Marcus Solberg til Silkeborg IFs hjemmeside.
Læs også
Angriberen, der kom til SIF på en fri transfer fra AGF sidste sommer, har siden april været udlejet til den islandske klub Fjölnir, hvor han har haft pæn succes og masser af spilletid. Derfor fortsætter han karrieren i den islandske klub, som han har skrevet en et-årig kontrakt med gældende fra 1. januar.
- Jeg er rigtig glad for den tid, jeg har haft i SIF. Selvfølgelig blev det ikke til det, jeg havde håbet, men jeg har lært meget og udviklet mig, og jeg har også nåede at spille nogle gode kampe og score et par vigtige mål, siger Marcus Solberg, der er noteret for 16 kampe og to mål for SIF.
Læs også
Angriberen er kendt for sin imponerende fysik og træfsikkerhed. Evnerne bragte ham sidste år ind omkring det danske U21-landshold, men siden har karrieren lidt flere dyk. Nu forsøger han så at genvinde momentum på Island.
Marcus Solberg vil indtil december fortsat træne med SIFs A-trup, som han har gjort siden han returnerede efter den islandske sæsonafslutning.