Sol og sommer er lige om hjørnet

Sommeren er for alvor på vej ind over Danmark, og fra og med søndag står den på tørt og solrigt vejr med stigende temperaturer, der i næste uge kommer op på mellem 23 og 28 grader.

Men tålmodigheden kommer på en kort prøve i dag, hvor et regnvejr passerer ind over landet vestfra og rammer Jylland i formiddagstimerne, mens Sjælland og Bornholm får nogle timers regnvejr i aften- og nattetimerne, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.
Lørdag bliver det blæsende med en jævn til hård vind fra nordvest og temperaturer omkring 20 grader, og der kan komme enkelte byger ind i mellem. Om natten bliver det mellem 12 og 15 grader, og vinden tager af, før det søndag for alvor begynder at lysne med tørt og solrigt vejr og 20-25 grader.
- Men spørgsmålet er, hvor længe det holder. Mit bud er til torsdag, og med lidt held kan temperaturen komme helt op på 30 grader i slutningen af perioden, siger vagthavende meteorolog Mogens Larsen til Ritzau.