Sol og kølige vinde i pinsen

En pinse med typisk dansk sommervejr forude

Mens solen skinnede fra en skyfri himmel i både påsken, på store bededag og i himmelfartsferien, så er pinsen mere tvivlsom.

Temperaturerne holder sig på beskedne 17 til 20 grader, og sol, skyer og enkelte byger vil veksle de næste tre dage.

- Pinsen bliver den køligste af forårets højtider, selv om det er den, der ligger senest, siger vagtchef Olaf Mathiassen, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Lørdag lægger flot ud med sol, men som dagen skrider frem, vokser skyerne på himlen, især i Jylland, hvor der også kan falde en byge eller to.

Derimod kan det i de solbeskinnede dele af landet en overgang føles sommerligt, fordi vinden bliver svag og temperaturen en kort overgang kan bevæge sig over de 20 grader.

Søndag bliver noget køligere med 15 til 18 grader, men til gengæld kan de morgenfriske og de, der endnu ikke har set dyner, glæde sig over udsigten til en dansende pinsesol.

- Himlen bliver rimelig klar, så hvis ellers pinsesolen giver sig til at danse, så bliver der gode chancer for at se den. Om den så gør det, afhænger af faktorer, som jeg ikke skal gøre mig klog på, siger Olaf Mathiassen.

Morgenens skyfrie himmel holder ved resten af dagen i store dele af landet, men enkelte og lette byger kan dog ikke udelukkes.

Mandag, som også er helligdag, vender lørdagens lidt højere temperaturer tilbage. Især de østlige dele af landet kan se frem til en rimelig dag, mens Vestjylland måske får regn i løbet af eftermiddagen.

- Så alt i alt en pæn, men ikke prangende pinse. Ingen drukner i regn, men rigtig sommer bliver det ikke, siger Olaf Mathiassen.