Søko på vej til Randers Regnskov
En 700 kilo tung søko tager i næste uge turen til Randers Regnskov, der mangler en hun til den enlige han.
Selv om dyretransporter er et varmt emne i den politiske debat, så vil det næppe vække den store forargelse, når en søko af hunkøn torsdag i næste uge skal transporteres fra Odense Zoo til Randers Regnskov.
Dyret på 700 kilo er en af fire unge søkøer, som i 2001 blev skibet fra Guyana Zoo i Sydamerika til Odense Zoo for at give selskab til den daværende enlige søko fra Nürnberg.
Nu er det Randers Regnskov, der mangler en hun til den eksisterende han, så de fremover kan indgå i avlen af søkøer i Europa.
Odense Zoo er i øjeblikket ved at lave forberedelserne til transporten, som indebærer, at søkoen først skal løftes op af det 500.000 liter store bassin med et specialbygget hejsesystem og derefter sænkes ned i en kasse med varmt vand.
Kassen placeres i en opvarmet lastvogn, der fragter dyret til Randers, hvor søkoen skal lære sin nye mand at kende.