Søger vidner i voldtægtssag
En 24-årig kvinde blev natten til lørdag udsat for fuldbyrdet voldtægt i Skanderborg
Klokken 03.19 fredag nat blev en 24-årig kvinde fra Valby voldtaget, da hun var på vej fra Smukfest til banegården i Skanderborg.
- Hun kom gående på Banegårdsvej tæt på banegården, da hun snublede. En mand hjalp hende op, men herefter pressede han hende ind på et græsareal, hvor han gennemfører fuldbyrdet voldtægt, siger vagtchef Henrik Dam fra Sydøstjyllands Politi til tv2oj.dk.
Kvinden kontaktede efterfølgende selv politiet.
- Vi efterlyser selvfølgelig vidner, som har set eller truffet parret enten før eller efter, siger Henrik Dam.
Manden beskrives som 30 år gammel, 170 centimeter høj, mørk i huden og med asiatiske ansigtstræk. Han bar trekvart lange blå shorts og en mørk trøje, og han taler dansk uden accent.
- Der er rigtig mange i byen i forbindelse med Smukfest, og det er et meget befærdet sted, så nogen må have set eller hørt noget, siger vagtchefen.
Politiet har allerede modtaget tre-fire henvendelser, som de følger op på i løbet af weekenden, men de hører gerne fra flere.
Oplysninger i sagen kan gives til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.