Sofus Forsberg får rummet til at synge
Sofus Forsberg giver koncert i Aarhus
Kan musik gøre verden til et bedre sted. Ja, siger en hjemvendt arhusiansk musiker, der torsdag aften spiller koncert i Aarhus. Han har selv taget en lang rejse fra at være ung rebelsk guitarist i et heavy-funk orkester til at spille meditativ elektronisk musik, der måske ligefrem kan få væggene til at synge med.
Det er i Kammermusiksalen i Musikhuset Aarhus, at koncerten torsdag aften finder sted.
En elektronisk koncert uden instrumenter, der samtidig også er et fysisk eksperiment.
- Jeg vil få rummet til at synge. Jeg kaster nogle lydbølger ud i rummet, som gør at de her vægge simpelthen vil begynde at stå og vibrere. Aftenens absolutte hovedrolle er 25,5 hertz, siger Sofus Forsberg.
Musik der kan bruges
Han bor nu i Berlin, men han har tidligere været en stor brik i den musikalske verden i Aarhus.
- Dybest set handler det om, at jeg gerne vil leve i en verden, som jeg synes er en god verden. Og den verden vil jeg gerne være med til at skabe. Det handler ikke om, at jeg skal være med til at krænge min sjæl ud. Det handler om, at jeg skal lave musik, som har en funktion, der kan bruges til noget, siger Sofus Forsberg.
Hvordan det lyder, kan du få en smagsprøve på i tv-indslaget øverst på siden.