Sofus blaffede på arbejde i tre dage: Så nemt var det

Jeg hedder Sofus Sten Hansen, og er journalist på TV2 ØSTJYLLAND. For nylig satte jeg mig for at blaffe på arbejde - se her hvordan det gik

Jeg er ikke en rutineret blaffer. Tværtimod. 

Faktisk havde jeg aldrig prøvet det før. Derfor var det også med en blandet fornemmelse i maven, at jeg startede mit lille eksperiment. 

Jeg skulle blaffe på arbejde i tre dage, og det krævede lidt overvindelse.

Det føles ikke nødvendigvis super fedt at stille sig 20 meter fra et bustoppested i Skødstrup badet i gråvejr og række tomlen i vejret, når man kort forinden har afleveret børn i institution i sin bil. 

01:02

VIDEO: Se første del af Sofus' blaffeeksperiment

Luk video

Mit arbejde ligger i Skejby ca. 12 kilometer fra mit hjem, og jeg plejer egentlig at nyde fleksibiliteten ved selv at kunne køre på arbejde.

Det er sikkert en fin måde at rejse sydover, hvis man er to 20-årige æstetik og kultur-studerende udstyret med backpacker-drømme, små tegnebøger og seks ugers sommerferie.

Sofus om sit billede af blaffere

Jeg har nok altid haft nogle stereotype forestillinger om, hvem den klassiske blaffer er. 

Det er sikkert en fin måde at rejse sydover, hvis man er to 20-årige æstetik og kultur-studerende udstyret med backpacker-drømme, små tegnebøger og seks ugers sommerferie.

Men jeg var i bund og grund ret skeptisk overfor mit eget forsøg:

Hvordan i al verden skulle det nogensinde komme til at passe ind i en hverdag med familieliv og faste mødetider?

01:15

VIDEO: Se anden del af Sofus' blaffeeksperiment

Luk video

Følelsen af at stå og vente på, at man bliver samlet op, er helt igennem træls.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg ville komme til at vente, og trods en mild start på foråret er de danske vejrguder ikke nødvendigvis de mest pålidelige af slagsen.

Læs også Fortæl din blaffehistorie: Mette fik lift af faldskærms-udspringer

Men uvisheden ved at vente blev erstattet af en mindre beruselse, når bilerne begyndte at blinke ind. Og i det store hele blev min skepsis ret hurtigt gjort til skamme. 

For det første viste det sig jo, at jeg aldrig skulle vente særligt længe på et lift. Jeg ventede på intet tidspunkt mere end 5 minutter.

Men uvisheden ved at vente blev erstattet af en mindre beruselse, når bilerne begyndte at blinke ind.

Sofus om at blive samlet op

For det andet var der noget ret befriende ved at blive lukket ind i en kabine hos et fremmed menneske.

Det førte til uformelle og hyggelige samtaler, som jeg ellers ikke ville have. 

Bilisterne valgte jo selv at holde ind og samle mig op, og det skaber et ret fornuftigt fundament for den gode stemning.

01:28

VIDEO: Se tredje del af Sofus' blaffeeksperiment

Luk video

Så er det jo nu, at jeg skal springe ud som fuldtids-blaffer. Jeg burde vel bare sælge min bil og begynde at blaffe på arbejde hver dag.

Det kommer ikke til at ske.

Jeg er overrasket over, hvor let det er at få et lift, når man blaffer, og jeg nød hver eneste af de små møder med fremmede mennekser, som jeg havde.

Jeg synes, at blafferiet fortjener en renæssance, og jeg har ikke blaffet for sidste gang i mit liv.

Men der er alligevel noget rart ved, at man kan være herre i eget liv, og derfor bliver min egen bil ikke sendt på pension. Ikke endnu.

Der skal jo også være nogen til at samle blafferne op.