Sofie sang duet med Mads Langer: Det var for vildt
19-årige Sofie Daugaard sang med Mads Langer til Grøn Koncert
Fredag har tusindevis af randrusianere hygget sig i solen til Grøn Koncert, men for én af dem har dagen været helt speciel.
Læs også
19-årige Sofie Daugaard fra Randers har nemlig vundet en særlig præmie - chancen for at synge duet med sit idol Mads Langer på den store scene.
En wauw-oplevelse med store smil
- Jeg tror, at det bliver en wauw-oplevelse, hvor man kan mærke publikums energi, fordi der er så mange mennesker. Jeg tror, jeg kommer til at have ondt i kinderne af at smile, når jeg står på scenen, fordi det bliver så dejligt at se så mange, der bakker op om en kunstner som Mads Langer, sagde Sofie Daugaard et par timer inden, at hun sammen med hitmageren Mads Langer skulle på scenen.
Læs også
Sofie Daugaard har indsendt en video til konkurrencen om at optræde med Mads Langer til Grøn Koncert i Randers, og sangeren var ikke i tvivl, da han hørte hende.
- Sofie har et helt særligt udtryk og har lavet en meget personlig fortolkning af mit nummer Poem With No Rhyme, og det blev jeg fanget af lige med det samme, siger Mads Langer.
Og da uret havde rundet 16 blev det endelig Sofie Daugaards tur til at komme på scenen, så hun kunne synge sangen Poem With No Rhyme sammen med Mads Langer. Og det er en oplevelse, hun ikke glemmer lige foreløbigt.
- Det var for vildt. Virkelig, lød det kortfattet fra en overvældet Sofie Daugaard lige efter turen på den store scene.
I tv-indslaget øverst på siden kan du se en reportage fra Sofie Daugaards store dag med Mads Langer til Grøn Koncert, og herunder kan du se hele hendes optræden til Grøn Koncert.