Sofie blev lam i ulykke: Nu har robot fået hende på benene igen

Sofie Mikkelsen fra Aarhus er den første, der i et år har testet særlige robotben, som har givet hende muligheden for at gå igen

04:21

For to år siden var den dengang 24-årige Sofie Mikkelsen på vej på skiferie med sin familie, da det gik helt galt. Hun og familien kørte galt, og værst gik det udover hende.

Sofie Mikkelsen mistede førligheden i ulykken, og er i dag lam fra brystet og ned. Hun er derfor afhængig af sin kørestol og kan ikke gå. Det kunne hun i hvert fald ikke indtil for et år siden, da Aarhus Kommune kom med et helt særligt tilbud.

Det er helt vildt at få sådan en teknologi. Jeg havde ikke hørt om, at man kunne få sådan en robot med hjem.

Sofie Mikkelsen, Aarhus

Hun fik hun muligheden for at afprøve et såkaldt exo-skelet - i bund og grund et sæt robot-ben, som gør, at hun igen kan komme op og stå.

- Det er helt vildt at få sådan en teknologi. Jeg havde ikke hørt om, at man kunne få sådan en robot med hjem, siger Sofie Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Fungerer som en segway

Kommunen har flere gange benyttet velfærdsteknologi som robotten til almindelig træning og rehabilitering – eksempelvis på neurocentret. Men det er altså første gang, en borger har fået lov at tage det med hjem.

- Det er der, det batter. Det er ikke til træning en gang om ugen, at man opnår livsglæde, siger projektleder Michelle Askholm.

Læs også Ny traktorrobot gør livet lettere for landmanden

Sofie Mikkelsen skulle i begyndelsen vænne sig til robot-benene, men kan i dag klare sig med blot et par krykker, når hun har iført sig skelettet.

- Jeg kan dog ikke mærke mine fødder jo, så jeg har en tendens til at kigge meget ned, når jeg træder. Den fungerer lidt som en segway. Når man læner sig fremad, går man fremad, og så stopper benene, når man læner sig tilbage, forklarer hun.

Skal muligvis udbredes

Efterhånden er hun begyndt at bruge robot-benene mere og mere i det daglige, selvom det oftest er lettere i kørestolen.

- Det er lidt ligesom en løbetur. Når først man har taget løbetøjet på, så er det jo dejligt, men man skal lige tage sig sammen, fortæller Sofie Mikkelsen.

Sofie har udviklet sig helt enormt på det år, der er gået.

Michelle Askholm, projektleder

Nu skal Aarhus Kommune kigge på om forsøget skal udbredes til andre end hende.

- Sofie har udviklet sig helt enormt på det år, der er gået, siger Michelle Askholm.

Derfor kunne det da også tænkes, andre i samme situation kan have gavn af robot-benene.

Du kan se mere til Sofie Mikkelsen og robot-benene i indslaget øverst på siden.