Søs og Frederik kæmpede i tre år: Nu er de endelig forældre

Søs og Frederik har forsøgt at blive forældre i tre år og har været igennem et langt behandlingsforløb for at blive gravide. Nu kan de endelig kalde sig mor og far

Der skulle gå tre år, før Søs Bødker Dinsen og Frederik Kjærgaard Pedersen kunne kalde sig mor og far. Foto: Privatfoto

Det er tidlig morgen i lejligheden i Højbjerg. Frederik er lige kørt på arbejde, da Søs mærker den første ve. Det er blevet den 11. januar. Dagen, hvor Søs og Frederiks datter er sat til at komme til verden.

- Jeg skrev en SMS til Frederik ligeså snart, jeg mærkede det første niv, fortæller Søs Bødker Dinsen.

- Jeg svarede, ”Er det en joke?”, fortsætter Frederik Kjærgaard Pedersen, der kun lige havde forladt lejligheden en time før.

Læs også Webdok: Bliver vi nogensinde forældre?

Men det var ikke en joke.

Frederik suser hjem og får pakket taskerne, der skal med på sygehuset, og om eftermiddagen kan de endelig tage mod hospitalet. Den 12. januar 2018 klokken 01.42 kommer en lille sund pige til verden. Søs og Frederik er blevet forældre til Sofia.

- Det er ubetinget det største, vi har prøvet. Jeg var høj på adrenalin, og Frederik græd. Det var simpelthen en kæmpe oplevelse, fortæller Søs Bødker Dinsen.    

 

En tur i fertilitetsrutsjebanen

Forud for den lille piges fødsel ligger tre års kamp for at blive forældre. Du kan læse TV2 ØSTJYLLANDS webdok om det her

Søs og Frederik besluttede sig for, at de skulle have et barn i februar 2013. Dengang havde de ingen anelse om, hvor svært det skulle blive, og hvor mange sommerfugle i maven og skuffelser de skulle igennem for at kunne kalde sig mor og far.

Det er virkelig en stor forandring. Kontrasten, i forhold til da vi bare var os to, til at vi nu har et lille barn af vores eget kød og blod 24 timer i døgnet, er slående.

Frederik Kjærgaard Pedersen

Halvandet år efter beslutningen blev taget, havde de været gravide tre gange. Alle tre gange gik graviditeten tabt. De blev henvist til en fertilitetsklinik, men efter fem inseminationsforsøg var det stadig ikke lykkedes.

På fertilitetsafdelingen på Hospitalsenhed Horsens ender de med mærkatet: ”Ufrivilligt barnløse” og fortsat ingen forklaring på, hvorfor lige præcis de to ikke kan blive forældre.

De kommer i reagensglasbehandling. Og i maj 2017 står Søs – endnu en gang – med en positiv test. Men denne gang bliver fosteret ved med at vokse. I dag er det blevet til lille Sofia, der har vendt op og ned på hverdagen i Højbjerg.

  Foto: Privatfoto

- Det er virkelig en stor forandring. Kontrasten, i forhold til da vi bare var os to, til at vi nu har et lille barn af vores eget kød og blod 24 timer i døgnet, er slående. Der er en masse praktik, der skal være styr på, men samtidig er det også så hyggeligt at bade hende og trille rundt med hende i barnevogn, siger Frederik Kjærgaard Pedersen.       

En kæmpe lettelse

Både Søs og Frederik har været nede at skrabe bunden i løbet af de tre år. Hverdagen har været vendt på hovedet af scanninger, sædprøver, faste hormonstikketider og sorte tankemønstre.

Det står i stor kontrast til den lettelse, der har fyldt parret siden fødslen.

- Det er virkelig en kulmination på de år, vi har kæmpet. Sofia har det godt, og der er intet galt. Det er en kæmpe lettelse, at der ikke er noget i vejen, i kraft af alt det vi har været igennem. Det betyder enormt meget, siger Frederik Kjærgaard Pedersen.

Sofia blev født den 12. januar 2018 klokken 01.42.

- Min reaktion kom først en uge efter fødslen. Jeg kunne næsten tude hver dag over, at det endelig er lykkes. Det er det største i hele verden. Alle der står i samme situation, som vi har været i, skal bare kæmpe med næb og kløer, indtil det sker, siger Søs Bødker Dinsen.

Giver plads til par i samme situation

Undervejs i Søs og Frederiks forløb gik det op for dem, hvor lidt der bliver talt om det at have svært ved at blive forældre. Samtidig fandt de ud af, at de langt fra var alene.

Derfor besluttede de sig for at lave bloggen fertilitetsliv.dk, hvor de kunne dele deres erfaringer og tanker om at være ufrilligt barnløse med andre i samme situation. 

01:21

VIDEO: Se indslaget om Søs og Frederiks blog, fertilitetsliv.dk, her.

Luk video

På bloggen giver de også plads til andre par. Jo flere erfaringer fra forskellige vinkler, jo bedre.  

- Vi får nærmest dagligt mails med tak og rosende ord for, at vi har startet sitet. Og det er strømmet ind med par, der gerne vil skrive på bloggen. Der er så mange, der gerne vil have et sted, hvor de kan komme af med deres tanker og spejle sig i nogle andres, siger Søs Bødker Dinsen.

01:08

VIDEO: Søs og Frederik mener, at ufrivllig barnløshed er lettere at være i, hvis man taler om det med sine nærmeste.

Luk video

Nu hvor Søs og Frederik er blevet gravide, skriver de ikke længere på bloggen. Men det gør andre par, der stadig forsøger at blive gravide. På den måde kan fertilitetsliv.dk fortsat fungere som et spejl for de par, der har brug for et sted at møde andre i samme situation. 

Læs også Gode råd til ufrivilligt barnløse par: Fortæl det til alle – også chefen

Sofia skal også se verden

Sofia er faldet godt til hos sin mor og far, der i øjeblikket begge har barsel og nyder den første tid med deres datter.

- Jeg er slet ikke klar til at komme tilbage på arbejde. Vi kan bare ligge og kigge på den her lille prinsesse hele tiden, siger Frederik Kjærgaard Pedersen.

Søs og Frederik har rejst meget sammen lige siden, de mødte hinanden i 2007. Nu glæder de sig til at tage deres datter med ud i verden. 

Der går dog ikke længe før Frederik skal tilbage til sit job. Men det er med udsigt til tre måneders orlov med Søs og Sofia til december.

- Vi skal bare nyde at være en familie sammen. Måske tager vi ud at rejse. Det har vi jo gjort meget før. Sofia skal også ud og se verden, siger Søs Bødker Dinsen.

Du kan læse webdokken om Søs og Frederiks kamp for at blive forældre her. 

Læs også Overlæge på fertilitetsklinik: - Få børn mens I er unge

Barnløshed i Danmark

Hver tiende kvinde i Danmark får enten aldrig børn eller får færre end ønsket. Tæt på hver fjerde mand får aldrig børn.
 
De seneste ti år er antallet af behandlinger i forbindelse med kunstig befrugtning steget med næsten 40 procent.
 
Knap 5000 børn eller otte procent af årgangen blev undfanget efter kunstig reproduktion på en dansk fertilitetsklinik i 2016.