Randers kom ned på jorden - tabte i Haderslev

Efter to sejre i træk forspildte Randers FC søndag chancen for at hente vigtige point mod Sønderjyske

Randers FC tabte søndag til Sønderjyske med 0-1 på udebane. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

1 af 4

Angriberen Mads Hvilsom spillede en fremragende kamp og scorede det enlige mål, da Sønderjyske søndag slog Randers med 1-0 i Superligaens nedrykningsspil. 

Dermed er Sønderjyske meget tæt på at sikre sig overlevelse, ligesom OB mere eller mindre endegyldigt har spillet sig afgørende væk fra de skæbnesvangre playoffkampe om at undgå nedrykning.

Med søndagens sejr har Sønderjyske således slået et hul på 11 point ned til Randers FC på tredjepladsen i nedrykningsspillets pulje 2, og med blot fire runder og 12 point tilbage synes puljen dermed afgjort. 

Kun teoretisk kan Randers og Lyngby fortsat overhale Sønderjyske og OB, der fører gruppen med et point mere end sønderjyderne. 

Et enkelt mål var nok for Sønderjyske i søndagens vigtige opgør mod Randers. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Anstrengelser var forgæves

Sønderjyske kom bedst fra start og grundlagde sejren i opgørets første halve time, hvor Mads Hvilsom gjorde sig selv til matchvinder, da han efter 19 minutter sendte bolden i mål fra tæt hold efter en returbold fra Randers-keeper Hannes Halldorsson.

25-årige Hvilsom var for første gang nogensinde i startopstillingen for Sønderjyske i Superligaen efter en sæson plaget af skader og manglende spilletid. 

Det kvitterede han for ved at levere en stor arbejdsindsats og altså det mål, der udgjorde forskellen mellem mandskaberne i et solbeskinnet opgør, hvor Sønderjyskes målmand, Sebastian Mielitz, gjorde en god figur.

Bashkim Kadrii og Saba Lobzhanidze var de mest synlige og toneangivende spillere i Randers-offensiven, men deres anstrengelser var forgæves, og kronjyderne savnede i den grad en matchvindertype som Hvilsom.

Sønderjyske – Randers FC 1-0 (1-0)

1-0 Mads Hvilsom (19.)

Tilskuere: 3.651