Sølund under skærpet tilsyn: - Vi skal finde en løsning

Socialtilsyn Midt har sat Landsbyen Sølund under skærpet tilsyn, fordi de låser dørene i handicappedes boliger

01:25

Noget skal gøres, og der er løsninger på vej.

Sådan lyder det i dag fra Skanderborg Kommune, efter Socialtilsyn Midt har valgt at skærpe deres tilsyn med Landsbyen Sølund, der er Danmarks største bosted for mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsniveau.

Vi skal selvfølgelig leve op til lovens tekst, og vi skal nu til at ændre på den praksis, vi har haft.

Lis Kaastrup, fagchef, Ældre og Handicap, Skanderborg Kommune

- Det er selvfølgelig aldrig rart at blive sat under skærpet tilsyn, fordi vi synes jo faktisk, at vi har gjort rigtig meget godt for vores beboere, siger Lis Kaastrup, der er fagchef hos fagsekretariatet Ældre og Handicap i Skanderborg Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

Årsagen til det skærpede tilsyn er, at institutionen har låst dørene hos nogle af de beboere, der kan finde på at gå sin vej og blive væk. Men det må instutionen ikke ifølge Grundloven, da det svarer til at frihedsberøve beboerne.

- Vi skal selvfølgelig leve op til lovens tekst, og vi skal nu til at ændre på den praksis, vi har haft, siger Lis Kaastrup.

Låser for at beskytte

TV2 ØSTJYLLAND har kunnet berette om flere sager, hvor udviklingshæmmede har forladt Landsbyen Sølund på grund af de ulåste døre.

Det gælder blandt andre sønnen til Rikke Naundrup, som du kan se et interview med herunder.

03:01

Hør historien, om dengang Rikke Naundrups søn blev væk, og hun fandt ham udenfor i 10 grader kun iført undertøj.

Luk video

- Dét, der er problematisk, er, at vi har beboere, der ikke kan tage vare på sig selv. Det svarer til at sætte et etårigt barn fri i naturen, sagde Lone Rodt, der er leder af Landsbyen Sølund, i januar til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Far til handicappet mand opfordrer kommune til civil ulydighed

Lyssensorer og alarmer

For Skanderborg Kommune er det vigtigt, at de handicappede er trygge og i sikkerhed på institutionerne. Kommunen vil nu arbejde på at finde en løsning, der gør dette muligt uden at låse dørene.

- Selvfølgelig håber jeg, at vi får nogle rammer, så beboerne kan være trygge igen og komme ud af nogle af de stress-situationer, de er i. Det er noget af det, vi skal arbejde for, siger Lis Kaastrup.

02:56

VIDEO: Interview med Anders Laugesen (V), der er formand for Socialudvalget i Skanderborg Kommune.

Luk video

Af samme grund vil fagsekretariat Ældre og Handicap nu hjælpe Landsbyen Sølund med at finde brugbare teknologiske løsninger, for eksempel lyssensorer og alarmer, der advarer personalet, hvis en bestemt person er på vej udenfor uden en hjælper.

Landsbyen Sølund vil også lave handleplaner for hver enkelt beboer i stedet for handleplaner for hvert hus, hvilket tilsynet i øvrigt også har krævet. 

Ud over påbuddet om de låste døre fik Landsbyen Sølund også påbud om at dokumentere, at alle boliger er godkendt til beboelse. Dette skal ske senest den 1. april 2018. 

Læs også Borgmester: Der kommer låse på dørene i Sølund igen