Sodavandsdiskotek skal afløse Univers

Århus Festuge planlægger at erstatte den populære friluftsscene Univers med et sodavandsdiskotek.

Århus Festuges ubetinget mest populære attraktion, friluftsscenen Univers på Bispetorv, kommer efter alt at dømme ikke op at stå i år.

Ifølge festugedirektør Jens Folmer Jepsen arbejdes der netop nu på at finde et alternativ til den hvide teltscene, der gennem de seneste 10 år har udviklet sig til et symbol på Århus Festuge, skriver metroXpress fredag.

- Univers har en utrolig flot indpakning, men jeg synes, at det er enormt upraktisk indrettet, der, hvor den ligger. Der er for mange ting, der klumper sig sammen på et lille område, siger Jens Folmer Jepsen.

Han vil endnu ikke afsløre, hvilket alternativ, der er på tale. Det vil kulturrådmand Flemming Knudsen (S), som sidder i Festugens bestyrelse, imidlertid gerne. Ifølge ham ligger det allerede fast, at Univers til sommer vil være afløst af et sodavandsdiskotek for Festugens yngste gæster.

- Det er et godt alternativ. Ikke mindst set i lyset af den kritik, der har været af, at alt for mange 12-13-årige flakker berusede rundt under Fest-ugen, siger Flemming Knudsen, som dog understreger, at Univers ikke nødvendigvis er død og borte for altid.

<B>Hul i hovedet</B>
Blandt friluftsscenens mest trofaste gæster vækker planerne om at erstatte gratis koncerter og store musiknavne med rød sodavand og børnepop ikke ligefrem begejstring.

- Det er fuldstændig hul i hovedet. Univers er et fantastisk sted, og der er rigtig mange studerende, der nyder at kunne komme ned og høre gode bands gratis. For deres skyld håber jeg virkelig, Fest-ugen laver noget ligeså godt et andet sted i byen, men jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre, siger Mikkel Krogsholm, der er næstformand for Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

Festugedirektør Jens Folmer Jepsen maner dog til besindighed.

- Hvis man ikke prøver noget nyt, så sker der ikke noget. Så kan det godt være, at vi tænker næste år, at det var ikke så fedt, men så har vi i hvert fald prøvet det.